Site logo

 

 

 Karen Brøggers værker skal henvende sig til alle børnene på afdelingen. Derfor går de fra det helt konkrete, til det mere abstrakte.

 

 

 

Der var stort opbud til ferniseringen af Karen Brøggers otte værker på afdeling 301 på Aalborg Sygehus Nord

MARIEHØNEN FLYTTER IND.
(Nordjyske Stiftstidende 4. februar 2011)
Af Jens Skriver Steffensen, Foto: Claus Søndberg

Aalborg Sygehus' børneafdeling har fået kunst på væggene.
Nu er væggene ikke længere så bare på børneafdeling 301 på Aalborg Sygehus Nord. De er nemlig blevet udsmykket med otte værker af kunstneren Karen Brøgger fra Aalborg.

Børneafdelingen kan nu nyde godt af de otte kunstværker, som er malet på klinker, hvorefter de er blevet lakerede, så de, af hensyn til afdelingens unge patienter, er nemme at rengøre og desinficere.

Arbejdet med de otte værker, der bærer navne som Mariehønens Skovgilde og Dyrebørnenes Abefest, begyndte helt tilbage i august 2010, og nu er de altså kommet op på afdelingens vægge.

- Personalet på afdelingen har været inde over processen helt fra starten. Vi har snakket om deres ønsker med værkerne, og for eksempel var det vigtigt, at det blev nogle motiver, som er relevante for børn i hele den aldersgruppe, afdelingen tager sig af, siger Karen Brøgger, der er en del af Nordjyllands Kunstnerværksted.

Derfor breder motiverne på de otte værker sig også fra det meget konkrete til det abstrakte. Alt sammen med en barnlig streg og et positivt afsæt.

Set på udflugt
Det var kunstudvalget på Aalborg Sygehus, som havde besluttet, at det skulle være Karen Brøggers værker, der skulle pryde afdelingens vægge.

- Vi havde set Karens værker på en udflugt for cirka halvandet år siden og syntes, at hendes udtryksform var meget fascinerende. Det er glade og livlige værker, som sætter fantasien i gang, siger Birgitte Schantz Laursen fra kunstudvalget.

Karen Brøgger har malet siden 2001, og har således 10 års jubilæum i år.

- Det er ingen fuldtidsbeskæftigelse at være kunstner for mig, og jeg er da også rigtig glad for mit hverdagsarbejde. Men kunne jeg vælge, ville jeg være fuldtidskunstner, siger Karen Brøgger, som til dagligt arbejder som billedkunstlærer på en voksenskole i Nørresundby.

- Det, der er så dejligt, er, at jeg arbejder kreativt i begge tilfælde. I det ene lærer jeg bare andre at være kreative også, siger Karen Brøgger.

                                    Karen Brøgger   -   Edgar Funchs Vej 1   -   9000 Aalborg   -   Tlf.:  51 90 98 11   
                                                                                               Opdateret januar 2024